Som private personer har vi alle et CPR-nummer med personlige oplysninger. Det samme gælder for virksomheder, der har et CVR-nummer, som indeholder virksomhedsoplysninger. Helt konkret så står CVR for Det Centrale Virksomhedsregister og det er statens register for virksomhedsoplysninger af alle virksomheder i Danmark med et CVR-nummer. Det Centrale Virksomhedsregister indeholder bl.a. oplysninger om en virksomheds navn, adresse, branche og størrelse. Et CVR-nummer er unikt og består af 8 cifre.

Som udgangspunkt skal alle virksomheder i Danmark have et CVR-nummer, den eneste undtagelse er, hvis man omsætter for mindre end 50.000 kr. om året. Du skal blandt andet bruge et CVR-nummer til registrering af moms og andre økonomiske pligter som skatter og afgifter. Et CVR-nummer er i den lange bane med til at identificere den pågældende virksomhed når man er i kommunikation med omverdenen, fx skat og kunder. Når en virksomhed har et CVR-nummer, så bliver virksomheden registreret og forstået som en juridisk enhed.

Et CVR-nummer bruges også til yderligere virksomhedsmæssige aspekter. Man skal eksempelvis også bruge et CVR-nummer for at få en NemKonto til erhverv og få en NemID medarbejdersignatur. Udover det bruges et CVR-nummer også til at kunne se virksomhedens digitale post. Som virksomhedsejer kan man med et CVR-nummer også indgå en aftale som en juridisk person og ikke en fysisk privat person.

Når man skal oprette et CVR-nummer til sin virksomhed, skal man inden da tage stilling til, hvilken virksomhedsform man vil vælge. Opretter man en enkeltmandsvirksomhed eller en personligt ejet mindre virksomhed, altså en personligt ejet virksomhed, så er det gratis at oprette et CVR-nummer. Vil man derimod stifte et selskab som anpartsselskab eller aktieselskab, så koster det et gebyr at få oprettet et CVR-nummer.