Det behøver ikke være en uoverskuelig opgave at skabe en medlemsklub. Det kræver en god strategi og nogle grundlæggende overvejelser.

Selv om du allerede har en god idé og er klar til at springe ud i at lave en medlemsklub, bør du tjekke disse 7 punkter, inden du går i gang:

1. Identificer målgruppen: Begynd med at identificere din målgruppe. Hvem er din klub rettet mod? Hvad er deres interesser og behov? Når du kender din målgruppe, skal du tilpasse dit budskab og markedsføring mod præcis denne gruppe mennesker, for at tiltrække dem.

a. Det er fx ikke nok at tilbyde træning på abonnement. Der er kæmpe forskel på at træne op til et maraton eller ironman og at træne gravide, folk med rygskader eller dem, der vil tabe fem kg.

2. Definer værditilbuddet: Du skal helt fra starten gøre det soleklart, hvorfor man skal melde sig ind i din klub! Hvad får man ud af det? Det er vigtigt at definere klubbens værditilbud klart og præcist, så det er helt tydeligt for potentielle medlemmer, hvad de kan forvente at få ud af et medlemskab.

a. Bruger vi træning som eksempel, er værdien fx at kunne gennemføre en ironman, løbe et maraton under 3 timer eller undgå rygsmerter.

3. Opbyg tillid: Tillid og troværdighed omkring din klub er helt elementært. Hvis du vil have folk til at betale måned efter måned, skal du vise dem, at du er en troværdig ekspert, der kan hjælpe dem med at løse deres udfordring eller opfylde deres ønsker. Du skal være åben og tilgængelig for feedback fra medlemmerne. Det skaber en positiv oplevelse for medlemmerne og øger chancerne for at de anbefaler klubben til andre. Hvis dine medlemmer kan mærke, at du er dedikeret til at skabe en kvalitetsklub, vil de blive i længere tid.

a. Brug fx “Om os” på din hjemmeside til at fortælle, hvor du har din viden fra eller hvordan du er kommet dertil, hvor du er i dag.

b. Få anbefalinger fra andre, der fortæller om, hvordan du har hjulpet dem.

4. Skab fællesskabsfølelse: En af de største fordele ved at være en del af en klub er følelsen af at være en del af et fællesskab. Det kan du tilbyde ved at skabe mulighed for medlemmerne at interagere og engagere sig med hinanden. Jo mere engagerede medlemmerne er, jo mere sandsynligt er det, at de bliver ved med at være medlemmer i klubben.

a. Fællesskabsfølelse kan være via arrangementer, online forummer eller grupper. Det sker når man oplever, at der er andre, der har samme udfordring eller ønske som mig selv.

Disse fire punkter er de allervigtigste, når du går i gang med at skabe en medlemsklub. Når du har fået disse fire på plads, er der en række konkrete ting, du skal i gang med:

5. Skab en attraktiv hjemmeside: Din klub skal have en hjemmeside, der ser professionel og attraktiv ud. Det er her, potentielle medlemmer vil gå hen for at finde information om klubben og tilmelde sig. Gør det nemt at finde tilmeldingsknappen på hjemmesiden.

6. Markedsføring: Find de rigtige steder til at markedsføre netop din klub for at nå ud til din målgruppe. Del interessant og relevant indhold på sociale medier eller i blogs og artikler, der vil appellere til din målgruppe. Husk altid en opfordring til at melde sig ind i klubben.

7. Tilbyd en prøveperiode: Potentielle medlemmer kan være tilbageholdende med at melde sig ind i en klub uden at vide, hvad de kan forvente. Tilbyd derfor en prøveperiode, hvor nye medlemmer kan prøve klubben i en begrænset periode, før de tager en beslutning om at blive medlem på lang sigt.

8. Få styr på nøgletallene: Så snart du har gang i medlemsklubben, skal du følge med i hvordan nøgletallene udvikler sig. Du skal have styr på antal nye medlemmer, hvor mange der fortsætter efter en eventuel prøveperiode og ikke mindst, hvor mange der udmelder sig. På længere sigt skal du også kende dine medlemmers levetid og livstidsværdi.