Dette blogindlæg indeholder en gennemgang af begreberne CVR-nr., P-nummer og erhvervskonto, da vi har konstateret, at der nemt kan opstå begrebsforvirring. Denne forvirring vil typisk opstå i forbindelse med, at en selvstændig ønsker at drive flere virksomheder.

CVR-nummeret

Din virksomhed modtager sit CVR-nummer, når du registrerer den i Virk.

Med et CVR-nummer bliver din virksomhed registreret som en juridisk enhed, og dermed bliver virksomheden ”sin egen”.

Et CVR-nr. bruges til:

  • At identificere sig selv som virksomhed
  • At få en NemKonto til erhverv
  • At få en NemID medarbejdersignatur
  • At få adgang til digital post til virksomheder
  • At indgå aftaler som en juridisk person frem for en fysisk person.

Man kan således sige, at CVR-nummeret er for virksomheder, hvad CPR-nummeret er for personer. CVR-nummeret har nemlig til formål at identificere virksomheden, når den kommunikerer med kunder, myndigheder, skat osv.

Det er kun muligt at eje én enkeltmandsvirksomhed, hvilket vil sige, at du som person kun kan have et CVR-nummer.

Produktionsnummer

Produktionsnummeret er en form for underkategori til CVR-nummeret. Et P-nummer er altid knyttet til et CVR-nummer, og alle juridiske enheder ”fødes” derfor med et P-nummer, der har samme stamdata som den juridiske enhed.

Et P-nummer bruges til:

  • Udregning af kørselsfradrag for de ansatte på enheden
  • Afregning af evt. renovationsafgift
  • Kontrolbesøg fra fødevaremyndigheder eller Arbejdstilsynet
  • Evakueringsplaner

Modsat CVR-nummeret, kan en virksomhed sagtens have flere P-numre.

Driver du din virksomhed fra flere adresser, skal hver af de underliggende produktionsenheder have sit eget p-nummer. Mere specifikt skal du registrere et nyt/ekstra p-nummer, hvis din virksomhed har ansatte, der er fast knyttet til andre adresser, eller hvis omsætningen ved aktivitet i en ny branche udgør mindst 10 % af den samlede omsætningen og mindst 300.000 kr. om året.

Det er også muligt at registrere flere p-enheder på samme adresse, hvis en virksomhed har aktiviteter inden for forskellige brancher på samme adresse.

Hvis du ønsker at drive flere forskellige former for erhvervsvirksomhed:

Der er flere forskellige løsninger, hvis du ønsker at drive flere forskellige virksomheder:

  • Du kan oprette flere P-numre under dit eksisterende CVR.
  • Du kan omdanne dine virksomheder til selskaber. Der er nemlig ingen begrænsninger for hvor mange selskaber, man kan eje. Men det kræver selvfølgelig, at du har 40.000 kr. pr. selskab til indskudskravet.

Erhvervskonto

Erhvervskontoen er knyttet til virksomhedens CVR-nr. Dermed er der kun en erhvervskonto pr. enkeltmandsvirksomhed. Erhvervskontoen er altså din virksomheds NemKonto, ligesom man har sin egen NemKonto som privatperson.

Hvis du driver en personlig virksomhed, er det ikke et krav fra lovgivers side, men det er typisk et krav fra banken, at du har en erhvervskonto.

Derimod er det obligatorisk for selskaber at have en erhvervskonto.