Det mener i hvert fald fire borgerlige partier, der sender endnu en opfordring til Venstre, som lørdag holder landsmøde i Herning.
– Vi har brug for et sporskifte, men vi har også brug for klarhed. Det fortjener vælgerne. Jeg formoder derfor, at vi sparker en åben dør ind, når vi opfordrer Venstre til at melde klart ud, så vælgerne ved, om de også kan regne Venstre med til den blå familie, siger De Konservatives formand, Mona Juul, i en fælles udtalelse fra de fire partier.
De fire partier – Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti – ønsker et tilsagn fra Venstre om, at partiet vil gå med i en borgerlig regering, hvis de fem partier sammen skulle få 90 mandater.
Aktuelt peger det dog ikke i den retning. De fem partier står i flere målinger fra Voxmeter den seneste måned til at få mellem 44 og 45 procent af stemmerne.
Kunne Moderaterne være en del af projektet, ville de være tæt på et flertal. Men det afvises kraftigt af Dansk Folkeparti, som vil gå til valg på at holde Moderaterne og partileder Lars Løkke Rasmussen uden for indflydelse.
Opfordringen fra de fire partier går alene til Venstre.
– Nu skal vi i fællesskab bygge et positivt, borgerligt alternativ op. Danmark har brug for en frisk start, og det starter med en klarhed om, at vi alle går efter en blå regering som vores førsteprioritet, siger LA-leder Alex Vanopslagh.
Venstres formand har tidligere sagt, at han ønsker en borgerlig regering. Han nævnte det på et møde i september hos Dansk Industri.
Da han blev spurgt ind til det efterfølgende af Børsen, svarede han, at det havde “lange udsigter”.
– For der er jo ikke er enighed mellem de blå partier om det, der skal til for at føre en ansvarlig politik. Der er stadigvæk store uenigheder om hele reformsporet, sagde Troels Lund Poulsen til avisen 30. september.
Der er ingen melding fra de fire partier om, hvem der skal lede en borgerlig regering, skulle de fem partier få 90 mandater ved et valg.
– Vi skal af med Mette Frederiksen som statsminister. Derfor burde det også være en selvfølge, at alle borgerlige partier garanterer vælgerne, at vi skal have en borgerlig regering, hvis der er blåt flertal efter næste valg. Derfor håber jeg, at Troels Lund Poulsen benytter weekendens landsmøde til at få meldt klart ud, siger Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.
Den nuværende regeringen er ifølge Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, et “fornuftsægteskab”.
– Når det kommer til værdipolitik, udlændingepolitik og mange andre vigtige spørgsmål, så har Venstre meget mere til fælles med os fire end med Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen, siger Messerschmidt.
I en skriftlig kommentar til de fire partiledere, svarer økonomiminister Stephanie Lose (V).
– Jeg synes, vi skal love hinanden at samarbejde rigtig godt. Det er der, det starter, siger Lose og henviser til politiske aftaler med et eller flere blå partier senest sundhedsreformen.
– Lige nu skaber Venstre blå resultater i et rødt Folketing. Og der er to år til, vi skal holde valg næste gang, så jeg synes, vi skal fortsætte med at skabe gode konkrete resultater for danskerne.
/ritzau/