Men det er endnu ikke sikkert, at den bliver ført ud i livet, for aftalen skal først forhandles på plads mellem Folketingets partier, og det har vist sig meget sværere end antaget.
Et af stridspunkterne er, hvor store krav der bliver stillet til landbruget, og her mener det traditionelle bondeparti Venstre, at der følger et “kæmpestort ansvar”, fordi så stor en del af landet er opdyrket.
– Dansk landbrug forvalter en kæmpestor del af Danmarks arealer. Med det følger et kæmpestort ansvar.
– Men også et ansvar, som de seneste år er blevet større og mere tydeligt for at være med til at passe på vores klima, natur, biodiversitet og vandmiljø, siger næstformand og økonomiminister Stephanie Lose (V) i sin landsmødetale.
Hun var en af de centrale forhandlere fra regeringens side, da treparten blev forhandlet på plads med blandt andet repræsentanter for landbruget og naturen i slutningen af juni.
Siden har forhandlingerne mellem partierne vist sig at være sværere end regnet med.
Det skyldes blandt andet, at det er svært stof, hensynet til partierne samt at forhandlingerne flere gange er blevet ramt af dårlige nyheder om landmændenes udledning af kvælstof.
Nye tal fra Aarhus Universitet viste, at udledningen af kvælstof i vandmiljøet var meget større end antaget, og det forårsager iltsvind og fiskedød.
Den årlige status på iltsvind i havene tegnede i oktober et frygteligt billede af iltsvindet i fjordene, som var 50 procent større end året før, hvor det også var meget stort.
Statsrevisorerne kom med en sønderlemmende kritik af kontrollen med landbrugets brug af gødning, som blev kaldt “mangelfuld” og “utilstrækkelig”.
Kun få landmænd får reelt kontrolleret deres forbrug af gødning trods et overforbrug hos 35 procent i kontrolgruppen.
Desuden slap et forhandlingsnotat ud, som viste, at regeringens oplæg til treparten vil betyde en højere udledning af kvælstof, end det allerede var aftalt i landbrugsaftalen fra 2021.
Flere borgmestre har undervejs udtrykt deres utilfredshed med regeringens ambitionsniveau, som ifølge Ritzaus oplysninger har rykket sig undervejs, så det er blevet mere ambitiøst på naturens vegne.
Forhandlingsmøder er undervejs blevet aflyst, og flere ministre har aflyst arrangementer for at deltage i forhandlingsmøder.
Den ansvarlige minister Jeppe Bruus (S) har dog overfor Ritzau meldt om “gode forhandlinger”.
Ministeren for grøn trepart ville onsdag dog ikke sætte mange ord på, hvad status er.
– Vi forhandler, og der er gode, konstruktive forhandlinger, sagde han.
/ritzau/